Under begravelsen sprang en af mændene pludselig op på kisten med en mikrofon og begyndte at synge og danse: alle tilstedeværende var chokerede over hans mærkelige opførsel, indtil de fandt ud af årsagen 😱😲
De begravede en fyr på fyrre år; sygdommen havde taget ham alt for tidligt. På kirkegården var alle samlet — familie, venner, naboer og kolleger.
Folk stod stille i stilhed, nogle hulkede lavmælt, andre kiggede bare ned i jorden, ude af stand til at tro, at alt dette virkelig skete. Kisten stod allerede ved siden af den udgravede grav, og flere mænd gjorde sig klar til at sænke den ned, da noget pludseligt skete, som ingen havde forventet.
En af de tilstedeværende, som havde stået lidt på afstand hele tiden, nærmede sig. I hans hænder havde han en mærkelig genstand — senere forstod alle, at det var en mikrofon.
Uden et ord sprang manden pludselig direkte op på kistens låg, og i samme øjeblik lød en munter, rytmisk sang fra højttalerne. Han begyndte at synge og danse på kisten, smilende, som om han ikke var til en begravelse, men til en fest.
Folk blev paralyserede af rædsel. Kvinder dækkede munden med hænderne, nogle lavede korstegn, andre råbte:
— Det er respektløst over for den afdøde!
— Er han blevet sindssyg?!
Musikken blev højere og højere, manden fortsatte med at synge uden at tage hensyn til råbene og de vrede blikke. Stemningen af sorg blev til forundring og vrede.
Da han endelig afsluttede sangen og sprang ned på jorden, løb flere af den afdødes familiemedlemmer hen til ham og begyndte at kræve forklaringer, truede med at tilkalde politiet. Og så fortalte manden sandheden, hvorefter årsagen til hans mærkelige opførsel blev klar 😱😲 Fortsættelse i den første kommentar 👇👇
Manden, der stod og trak vejret tungt, satte mikrofonen fra sig og sagde stille:
— Vi var bedste venner… For længe siden lavede vi et væddemål: den, der går først bort, skal den, der bliver tilbage, komme til hans begravelse, synge og danse på kisten. Vi lo dengang og troede, det stadig var langt væk. Men jeg lovede… og kunne ikke bryde mit løfte.
Efter disse ord sagde ingen mere noget. Folk stod i stilhed, nogle græd endda. Den muntre sang, som et øjeblik siden virkede som en fornærmelse, blev pludselig det sidste tegn på venskab og loyalitet — et løfte holdt i live.
