Under begravelsen kravlede en lille pige op i sin fars kiste og ville ikke give slip: de tilstedeværende troede først, at hun bare sørgede, indtil de fandt ud af den frygtelige sandhed 😨😱
Under begravelsen gik den lille pige pludselig hen til den åbne kiste, lagde hænderne på sin fars bryst og kravlede uventet op i den, mens hun pressede hele sin krop mod ham. Hun lagde forsigtigt sit hoved på hans skulder, som om hun var bange for at vække ham, og begyndte stille at græde, mens hun hviskede med rystende stemme:
— Far, vær sød ikke at gå… Jeg ved jo, at du kan høre mig… Forlad mig ikke…
Hendes små skuldre rystede, tårerne faldt ned på den dødes sorte jakkesæt, og hendes små fingre greb fast i hans ærme, som om hun forsøgte at holde ham mellem liv og død.
Folk omkring blev først forvirrede.
Nogle kiggede væk, andre tørrede i hemmelighed øjnene. Nogle hviskede, at pigen bare ikke kunne acceptere, at hun nu var forældreløs, at hun var for lille til at forstå, at hendes far aldrig ville komme tilbage.
— Stakkels barn… — hviskede en kvinde med medfølelse.
— Det er sorgen, hun forstår det ikke… — svarede en anden.
Præsten gik forsigtigt tættere på og forsøgte blidt at tale til hende:
— Lille skat, du må komme ud… lad de voksne tage afsked…
Men pigen pressede sig bare endnu tættere ind mod sin fars krop og skreg pludselig i desperation 😨. De tilstedeværende troede, at hun bare sørgede, indtil de fandt ud af den frygtelige sandhed 😨😱. Fortsættelse i første kommentar 👇👇
— RØR HAM IKKE! Han trækker vejret! Han er i live! Hvorfor kan I ikke høre det?!
Alle frøs. Familien prøvede at berolige hende og sagde, at det var chokket, at barnet bildte sig noget ind.
Men da to mænd forsøgte at løfte hende, gentog hun det samme igen og igen, mens hun hulkede gennem tårerne:
— Han er varm! Han trækker vejret! Tjek det, vær sød! Han er ikke død!
Hendes gråd blev mere og mere desperat. Og så kiggede en af bedemændene, en stærk voksen mand, på den “afdødes” ansigt og blev pludselig bleg.
— Vent… — hviskede han. — Vent lidt. Han… han er ikke kold.
Præsten kom nærmere, bøjede sig over kroppen og lagde to fingre på hans hals.
— Der er… en puls… — sagde han næsten uhørligt. — Svag, men der.
Kirken brød ud i råb. Nogle løb efter læger, nogle begyndte at græde, andre bad.
Og pigen klyngede sig blot endnu tættere ind til sin fars bryst og hviskede:
— Jeg sagde det jo… jeg vidste det… du ville aldrig have forladt mig.
