—Ud herfra, kvinde! I mit kompagni er der ikke plads til folk som dig! —sagde kaptajnen brat til den unge soldat, men han kunne ikke engang forestille sig, hvem der stod foran ham 😱😱
I kasernen hang en kvalmende blanding af lugt af fugt, sved og gammel røg. Støvet lå i et tykt lag på gulvet, de rustne køjesenge knirkede ved enhver bevægelse, og soldaterne sad i hjørnet som fortabte skygger. Deres uniformer var slidte, støvlerne revnede, og på deres ansigter kunne man se træthed og ligegyldighed.
Anna, der knap havde krydset tærsklen, følte, hvordan alt indeni hende kogte. Hun havde forventet at se stærke og stolte forsvarere af fædrelandet, men i stedet fandt hun mennesker bragt til fattigdom og fortvivlelse.
Hun gik beslutsomt hen imod kaptajnen.
—Hvorfor lever jeres soldater under sådanne forhold? —spurgte hun skarpt—. Hvor er uniformerne, hvor er ordentlig mad? Hvorfor ligner kasernen en svinesti?
Kaptajnen rynkede panden, og da han indså, at der stod en forsvarsløs pige foran ham, smilede han hånligt:
—Hvem er du til at stille spørgsmål? Er du ikke bange for at miste dit job?
—Jeg er ikke bange —svarede Anna beslutsomt—. Jeg finder det ulækkert at tage slidte støvler på og spise mad, som selv grise ville skamme sig over. Det vedrører mig og mine kammerater. Vi er kommet her for at tjene, ikke for at overleve.
Kaptajnen tog et brat skridt hen imod hende, greb hende i kraven og råbte vredt:
—Ud herfra, kvinde! I mit kompagni er der ikke plads til folk som dig!
Men kaptajnen kunne ikke engang forestille sig, at der foran ham ikke stod en almindelig pige… 😱😱
Anna så ham roligt i øjnene og sagde:
—Du tager fejl. Jeg er kommet her netop på grund af dig.
Kaptajnen blinkede forvirret.
—Hvad? Hvem er du, til at tale sådan til en overordnet?
Hun tog sit ID frem og lagde det foran næsen på ham.
—Løjtnant for interne efterforskninger. Der er indgivet mange klager mod dig. Dine soldater sulter og går i stumper, fordi pengene, der er afsat til enheden, havner i dine lommer. Du er en tyv og en forræder.
—Du har ingen beviser —mumlede kaptajnen, men hans stemme rystede.
—Du tager fejl —sagde Anna koldt—. Jeg har alt: dokumenter, vidneudsagn, overførsler af midler. Du er ikke længere kaptajn.
Med disse ord rev hun hans epauletter af. Samtidig trådte to militærpolitifolk ind i rummet. Kaptajnen forsøgte at kæmpe imod, men de tog ham og satte håndjern på ham.
Soldaterne, der havde siddet i hjørnet, vågnede op for første gang i lang tid. Et glimt af håb tændtes i deres øjne.
Anna så på dem og sagde beslutsomt:
—Fra nu af vil I få et nyt liv. Her er der ikke længere plads til forrædere.
