Om natten blev jeg fulgt af en hjemløs mand i beskidte tøj og barfodet: under fodgængerfeltet indhentede han mig endelig og gjorde noget, der stadig chokerer mig 😲😨
Jeg var på vej hjem klokken ni om aftenen. Gaden var allerede indhyllet i mørke: gadelygterne oplyste fortovet svagt, få fodgængere hastede forbi med deres ærinder, og biler susede forbi og efterlod lysstriber.
På dette tidspunkt er det ikke altid sikkert for en kvinde at være på gaden. Jeg vidste det, så jeg gik hurtigt, holdt min taske tæt og kiggede mig omkring fra tid til anden. Mit hjerte bankede hurtigere end normalt: jeg var vant til at være på vagt, for om natten virker alt i byen mere farligt.
Pludselig hørte jeg tunge skridt bag mig. Langsomme, men sikre. En mand.
Jeg satte tempoet op og drejede om hjørnet, håbende at det kun var min fantasi. Men skridtene forsvandt ikke. Tværtimod — de kom nærmere.
Jeg kiggede forsigtigt bagud og så ham: en barfodet mand på omkring halvtreds år, med gråt, filtret skæg og langt hår, iført beskidte, slidte klæder. En hjemløs mand.
Han gik lige bag mig, næsten i takt med mine skridt, og accelererede også, da han bemærkede, at jeg begyndte at gå hurtigere. Jeg kunne mærke, hvordan frygten fik blodet til at hamre i tindingerne. Brystet strammede sig, vejrtrækningen blev uregelmæssig. Det føltes som om mine ben snart ville svigte.
—Herre Gud, ikke mig… —bad jeg, mens jeg krydsede vejen.
Men lige der, under fodgængerfeltet, da lyset pludselig blev rødt, indhentede han mig. Jeg mærkede en tung hånd på min skulder og rystede, næsten på nippet til at skrige.
—Hvad vil du? —ordene kom af sig selv—. Hvis det er penge… tag tasken! Bare lad mig være, tak!
Men det, den hjemløse mand gjorde, chokerede mig 😱😱 Fortsættelse i første kommentar 👇👇
Manden løftede hånden, og jeg så, at han havde en pung i hånden. Min pung!
Han forsøgte at sige noget, men fra hans mund kom kun uforståelige lyde. Bevægede sine sprukne læber mumlede han stille noget som:
—…jeg… fandt… faldt…
Og så forstod jeg alt. Han kunne simpelthen ikke tale. Jeg må have tabt pungen, da jeg gik ud af butikken. Han bemærkede det og fulgte efter mig barfodet på den kolde asfalt uden mulighed for at få min opmærksomhed.
Jeg stod målløs. Et øjeblik før så jeg i ham en trussel, men det viste sig, at han kun ville give mig min ejendom tilbage.
Jeg blev flov over min frygt og over, at jeg havde dømt et menneske kun efter udseendet.
Den aften lærte jeg én ting: nogle gange kan de mest skræmmende møder vise sig at være de mest menneskelige.
