Obersten skubbede hende ud af togvognen om natten i bidende kulde, hvor der ikke var en eneste levende sjæl omkring, uden overhovedet at ane, hvem den pige i virkeligheden var, eller at der meget snart ventede ham noget langt værre 😳😱
Obersten kunne ikke lide den nye pige fra første dag.
Hun dukkede uventet op i enheden, uden mange ord, i en simpel uniform uden unødvendige insignier. Ung, rolig, hun så folk direkte i øjnene uden at sænke blikket. Det irriterede ham straks.
Konflikten begyndte ved opstillingen.
— Hvem har sendt dig her? — spurgte han koldt, da han gik forbi hende.
— Jeg er blevet overført efter ordre, — svarede pigen roligt.
— Hvilken ordre? Det er mig, der giver ordrer her, — sagde han hånligt.
Hun slog ikke blikket ned.
— Så har de ikke vist Dem den endnu.
Nogle soldater fniste stille i geleddet. Obersten vendte sig brat.
— Tror du, du er noget særligt? Jeg har knækket folk som dig dusinvis af gange.
— Så prøv, — svarede hun kort.
Efter det skjulte han ikke længere sin irritation.
Under træning kritiserede han hver eneste af hendes bevægelser. Foran alle hævede han stemmen.
— Har du hænderne skruet forkert på?
— Forstår du overhovedet, hvor du er havnet?
— Det her er ikke et sted for piger.
Hun svarede næsten ikke. Nogle gange så hun bare på ham på en måde, der gjorde ham utilpas, men han lod som ingenting.
Efter nogle dage skulle enheden transporteres med tog. En natlig tur gennem bjergene, et langt tog, næsten alle sov.
Obersten sov ikke. Han gik gennem vognen og tænkte kun på én ting — at slippe af med hende. Uden støj, uden spørgsmål.
Han så hende ved døren. Pigen stod alene og stirrede ud i mørket. Bag vinduet flimrede bjergene, og en sort flod løb nedenunder. Vognen gyngede let.
Han gik stille hen til hende.
— Kan du ikke sove? — sagde han og stoppede ved siden af hende.
Hun vendte sig ikke.
— Frisk luft.
— Det her er ikke en gåtur, — sagde obersten hånligt. — Forstår du overhovedet, at du ikke vil overleve her?
Hun vendte sig langsomt mod ham.
— De er alt for selvsikre.
Han tog et skridt tættere på.
— Og du taler for meget.
Døren stod på klem. Den kolde luft slog mod ansigtet.
Han greb pludseligt fat i hendes skulder.
— Nok.
Hun nåede ikke engang at reagere helt.
En brat bevægelse. Obersten skubbede hende af al sin kraft.
Pigens krop forsvandt ud i mørket. Et sekund mødtes deres blikke. Ingen skrig. Ingen panik. Bare et direkte blik. Så var hun væk.
Nedenunder var der en afgrund. Sten. En flod. Nat. Frost. Han smækkede straks døren til vognen. Metal slog tungt.
I nogle sekunder stod han der og trak vejret tungt. Så rettede han på uniformen og gik roligt tilbage.
I vognen var der stille. Alle sov. Ingen havde set noget. Han var sikker på, at det hele var slut, at han så let var sluppet af med hende… men obersten vidste, hvem den pige var, og hvad hun var i stand til 😳
(Fortsættelsen i kommentarerne 👇👇)
Om morgenen opførte han sig som normalt. Endda roligere.
Ingen stillede spørgsmål. Ingen havde bemærket hendes forsvinden. Dage gik. Så en nat gik strømmen i enheden. Først lagde ingen mærke til det.
Derefter begyndte systemerne at svigte. Kameraer. Kommunikation. Døre. Obersten gik ud på gangen. Det var mørkt. Kun nødbelysningen blinkede. Han hørte skridt. Langsomme. Jævne. Han vendte sig.
For enden af gangen stod hun. Samme uniform. Samme frisure. Kun ansigtet var blegere. Der var blod på ærmet. Men hun stod ret, som om intet var sket.
Han frøs.
— Du…
Hun tog et skridt frem.
— Troede De virkelig, at det var så nemt?
Han trådte tilbage.
— Det er umuligt.
— De spurgte ikke, hvem jeg er, — sagde hun roligt.
Han forsøgte at samle sig.
— Jeg selv…
— Ja, — afbrød hun. — De begik en fejl.
Hun kom tættere på.
— Jeg er ikke fra Deres enhed. Og ikke fra Deres system.
Lyset blinkede igen.
Alle døre omkring lukkede med et tungt smæld.
Obersten forstod, at han var alene.
Hun stoppede få skridt fra ham.
— Jeg overlevede, — sagde hun stille. — Og jeg havde tid til at tænke.
Han forsøgte at tage sin telefon, men skærmen var sort.
— Hvad vil du? — spurgte han skarpt.
Hun så ham direkte i øjnene.
— Det samme, som De gjorde.
Han trådte tilbage. Gulvet rystede pludseligt. Han vendte sig. Bag ham var en åben teknisk skakt, som ikke havde været der før.
Han så tilbage på hende.
Hun stod roligt.
— Nat. Frost. Ingen omkring, — sagde hun. — Husker De?
Han forsøgte at skrige, men i det øjeblik slukkede lyset helt.
Et sekund senere lød en kort lyd i mørket.
Og igen stilhed.
Om morgenen sagde man i enheden, at obersten var forsvundet. Ingen forstod hvordan. Kameraerne virkede ikke på det tidspunkt. Og i arkivet dukkede der en kort fejl op i optagelsen. I den ses i et sekund en skikkelse i en mørk gang. Der kigger direkte ind i kameraet.
