—Nå, flink pige, har din guldmedalje hjulpet dig? Se på os – og hvor ynkelig du ser ud —, drillede de tidligere klassekammerater den beskedne pige til klassegenforeningen, idet de troede, hun stadig var stille og lydig 😢
Men det, hun gjorde derefter, chokerede alle 😱
Den tunge glasdør til restauranten „Terrassen“ åbnede sig med en svag knirken. Maria standsede et øjeblik i døråbningen, kiggede på den larmende sal og gik først derefter ind.
Indenfor var der mange mennesker. Musikken spillede højt, tjenere gik hurtigt mellem bordene, og luften duftede af dyre parfumer, stegt kød og vin. Midt i salen stod et langt bord, hvor hendes tidligere klassekammerater allerede sad.
Der var gået femten år siden dimissionen.
Maria var ikke kommet af nostalgi. Hun ønskede bare at lukke et gammelt kapitel i sit liv og se på de mennesker, som hun engang sad sammen med hver dag i samme klasse.
Hun rettede på sin enkle grønne linnedkjole og gik roligt hen til bordet.
—Åh, se hvem der er kommet! —lød en høj kvindestemme.
Det var Lilia. I skolen blev hun betragtet som den smukkeste pige i klassen, og nu sad hun i en skrigrød kjole med perfekt frisure.
Lilia kiggede nøje på Maria fra top til tå.
—Maria? Vi forventede ikke at se dig, —smilede Igor, tidligere skoleatlet, som nu var tydeligt blevet tungere.
Maria hilste roligt på alle og satte sig på en ledig stol for enden af bordet.
Samtalen ved bordet var allerede livlig. Alle fortalte om deres liv, men det mindede mere om en konkurrence.
Nogen talte om dyre biler. Nogen pralede med nye lejligheder. Nogen fortalte, hvor mange gange om året de fløj på ferie til udlandet.
Maria lyttede stille og nikkede ind imellem. Hun havde et glas vand med citron i hånden.
—Maria, hvad laver du? —spurgte Lilia pludselig højt og hævede med vilje stemmen.
Samtalerne ved bordet stilnede straks af.
Alle vendte sig mod hende.
Lilia smilede og drejede glasset i hånden.
—Vi talte om skolen. Du var den klogeste hos os. Altid med bøger.
Hun lænede sig let frem.
—Og hvad så? Hvad har din intelligens gavn af nu?
Flere ved bordet smålo.
—Du arbejder sikkert et sted med lav løn? —fortsatte Lilia—. I et arkiv eller bibliotek?
Nogen lo stille.
Igor lo højt.
—Kan I huske, hvad vi kaldte hende? —sagde han—. Skræmmebillede.
Der lød latter igen ved bordet. Maria så roligt på dem.
I skolen havde dette ord engang såret hende dybt. Hun var en stille pige, gik i sin brors gamle trøjer, store briller og sad næsten altid med bøgerne foran sig.
Hun hjalp dem med prøver, lod dem kopiere lektier og trak halvdelen af klassen igennem eksamenerne.
Og som svar hørte hun kun vittigheder og hån.
Maria satte langsomt glasset på bordet og så på Lilia. Der var ingen vrede i hendes blik. Kun ro. Disse mennesker levede stadig som for femten år siden. De forstod det bare ikke.
Og det mest interessante var, at ingen ved dette bord havde nogen idé om, hvem Maria var blevet i løbet af årene 😢😲 Fortsættelsen af historien kan findes i den første kommentar 👇👇
Maria satte langsomt glasset på bordet og var ved at rejse sig, da en mand i jakkesæt nærmede sig deres bord.
Han så lidt ophidset ud.
—Undskyld… må jeg tale med dig et øjeblik? —sagde han og henvendte sig til Maria.
Alle ved bordet tav overrasket.
—Min kone ser dit kanal hver aften, —fortsatte manden—. Hun genkendte dig straks ved indgangen og bad mig tage et billede.
Han rakte hende telefonen.
Maria smilede let.
—Selvfølgelig, det kan lade sig gøre. 
De tog hurtigt billedet, manden takkede hende og gik tilbage til sit bord.
Der blev stille ved bordet.
Lilia rynkede panden.
—Vent… —sagde hun langsomt—. Og du… hvem er du?
Maria så roligt på hende.
—Jeg er journalist, —svarede hun.
Igor smålo hånligt.
—Og hvad så? Nu kalder hver anden blogger sig journalist.
Maria rystede på hovedet.
—Jeg arbejder på en national nyhedskanal. Jeg laver et undersøgende program.
Lilia tog pludselig sin telefon og begyndte at søge efter noget.
Efter få sekunder ændrede hendes ansigt sig.
På skærmen var et billede af Maria fra nyhederne.
Under billedet stod overskriften:
«Maria Volkova – journalist, hvis undersøgelser har hjulpet med at afsløre dusinvis af store korruptionssager».
Lilia sænkede langsomt telefonen.
—Det er… dig?
Maria nikkede roligt.
—Jeg kom til tv ikke gennem bekendtskaber, —sagde hun— og ikke gennem nogen forbindelser.
Hun kiggede et øjeblik på alle ved bordet.
—Jeg studerede bare meget og arbejdede hårdt.
Ingen lo længere.
Maria rejste sig roligt fra bordet, tog sin taske og sagde:
—Det var rart at se jer.
Hun gik ud af restauranten lige så roligt, som hun var kommet ind.
