„Mor sagde, jeg skulle vente her…” — gentog drengen stille, da skovfogeden fandt ham ved et gammelt træ, og i lommen på hans jakke lå en seddel: det, han læste, gjorde manden meget overrasket 😲😲
Mark stødte tilfældigt på drengen. Han gik på en velkendt sti og tjekkede området, da en tør gren knækkede under hans støvle så højt, at en krage fløj fra den nærmeste fyr. Mark standsede, lyttede og smilede. Efter så mange år i skoven var vanen med at være på vagt stadig intakt.
Foran ham var der en lille lysning med en stub i midten. Normalt holdt han en kort pause her og drak te fra termokanden. Men i dag sad et barn på stubben.
En lille dreng i en beskidt blå jakke, med skuldrene nede og et alt for roligt blik. Han græd ikke, råbte ikke om hjælp og så ikke bange ud. Han sad bare og ventede, som om det hele var planlagt.
— Hej, lille ven — sagde Mark forsigtigt og forsøgte ikke at skræmme ham —. Hvad laver du her alene?
Drengen løftede hovedet og kiggede opmærksomt på ham.
— Mor sagde, jeg skulle vente her — svarede han stille —. Hun kommer snart.
Mark kiggede rundt. Skoven var tom. Kun fuglene og den fjerne banken fra en spætte.
— Hvornår gik din mor? — spurgte han og satte sig ned for at være på barnets niveau.
Drengen tænkte sig om og dingede med benene.
— I går… — sagde han usikkert —. Eller måske i forgårs. Jeg kan ikke huske.
Jakken var våd, håret rodet, og mørke rande kunne ses under øjnene. Mark følte et ubehageligt knug i maven.
— Hvad hedder du?
— Tom.
— Jeg hedder Mark. Jeg holder øje med skoven her. Ved du, hvor dit hjem er?
— Der, hvor taget er rødt — sagde drengen efter en pause —. Der er fjernsyn og en kat. Men katten løb væk, da onkel Alex begyndte at råbe.
Mark bemærkede, at jakke-lommen stak mærkeligt ud.
— Tom, hvad har du der i lommen? — spurgte han roligt.
— Mor gav det til mig — drengen tog et foldet papir frem —. Hun sagde, jeg skulle vise det, hvis hun ikke kom hurtigt.
Marks hænder rystede, da han foldede papiret ud. Håndskriften var pæn, men det kunne ses, at det var skrevet i hast.
Han læste sedlen to gange og frøs over det, der stod skrevet 😨😢 Fortsættelse i første kommentar 👇👇
Der var kun få linjer:
„Hvis du finder denne seddel, og jeg ikke er vendt tilbage, så pas venligst på mit barn. Hjemme er det ikke sikkert. Jeg frygter for hans liv. Det kan være, at jeg ikke længere er i live.”
Mark ringede straks efter redningsfolk og politiet. Takket være drengens beskrivelse fandt de hurtigt huset med det røde tag. Det var tomt. Men da politiet gik ind, var der ingen tvivl: de fandt kvindens lig.
Senere blev det klart, at hendes mand, Toms stedfar, var en brutal mand. Han mishandlede barnet, råbte ofte, og den dag tog han livet af sin kone. Han planlagde at finde drengen, men moren nåede at gemme sin søn i skoven og efterlade sedlen.
Moderen kom ikke tilbage, ikke fordi hun ønskede at forlade sit barn. Hun vidste bare, at sønnen var i fare hjemme, og at fremmede kunne være langt venligere end dem, han boede sammen med
