Min svigermor kom ind på vores soveværelse hver nat præcis klokken tre om natten, mens vi sov: en dag lod vi som om, vi sov, for at finde ud af, hvad hun egentlig ville 😱😱
Min mand og jeg bor i min svigermors hus, da vi endnu ikke har vores eget sted. Om dagen virkede hun som en helt almindelig kvinde — rolig, afbalanceret, omsorgsfuld. Men om natten så det ud, som om noget ændrede sig. Hver dag, præcis klokken tre om natten, kom hun ind på vores værelse uden at banke og uden varsel, med en lille lommelygte i hånden.
Det gjorde hende ikke noget, at vi sov, eller at hun vækkede os. På spørgsmålet om, hvorfor hun gjorde det, svarede min svigermor altid det samme:
— Jeg ville bare se, hvad I laver.
— Mor, hvad kan vi lave klokken tre om natten? Vi sov. Gå tilbage til dit værelse — sagde min mand træt.
Men den næste nat gentog det hele sig. Og natten efter det igen.
Jeg var frygtelig træt. Jeg begyndte at få problemer med at sove — efter hendes natlige besøg kunne vi ikke falde i søvn i lang tid, og klokken seks om morgenen skulle vi op og på arbejde. I min fortvivlelse foreslog jeg til min mand:
— Lad os gøre det sådan: når din mor kommer, rejser vi os ikke. Vi lader som om, vi sover. Måske vil vi så forstå, hvad hun egentlig vil.
Og den nat kom hun igen ind på vores værelse. Vi lå med lukkede øjne og prøvede at trække vejret stille.
Det, min svigermor gjorde, chokerede os 😨😱 Fortsættelse i første kommentar 👇👇
Svigermor stod nogle minutter ved siden af sengen, lyste os i ansigterne med lommelygten og kaldte os ved navn. Vi svarede ikke. Efter cirka fem minutter gik hun lydløst ud.
Den følgende aften, allerede bange for hendes natlige besøg, tog jeg et desperat skridt: jeg placerede et gammelt skab foran døren til soveværelset, så hun ikke kunne komme ind.
Den nat sov vi dybt, for første gang i lang tid. Men om morgenen ventede et sandt mareridt: vi fandt min svigermor i hendes egen seng. Hun trak ikke vejret. Hendes krop var kold.
Ambulancen kom hurtigt. Lægerne sagde, at det var et pludseligt hjerteanfald.
— Døden indtraf for cirka fem timer siden — sagde en af dem.
— Altså… klokken tre om natten — undslap det mig, og jeg frøs ved mine egne ord.
For hver dag, præcis på dette tidspunkt, kom hun ind på vores soveværelse. Hvorfor? For at tjekke os? Eller fordi hun selv følte fare nærme sig og forsøgte at redde sig selv?
Eller måske, den sidste nat, da vi ikke åbnede døren for hende, brast noget inde i hende…
Jeg har aldrig fundet et svar. For mig vil det altid forblive et mysterium.
