Min svigermor gav sit barnebarn en dyr cykel, men få dage senere tog hun gaven tilbage: så besluttede jeg mig for at give hende en hård lærestreg 🫣😲
For nylig gav min svigermor vores femårige datter en ny lyserød cykel. Den skinnede, havde hvide hjul og en kurv formet som et hjerte. Den var ikke billig, og min mand og jeg havde på forhånd aftalt, at vores datter kun skulle få en sådan gave på sin fødselsdag — som en særlig overraskelse. Men min svigermor besluttede noget andet.
— Jeg kunne simpelthen ikke gå forbi den, sagde hun strålende. — Mit barnebarn fortjener det bedste!
Vores datter hvinede af glæde, cyklede rundt i gården hele dagen, og selvfølgelig takkede vi min svigermor. Vi tilbød endda at betale en del af pengene tilbage, men hun nægtede kategorisk:
— For hende ville jeg gøre alt. Jeg brugte endda mine sidste opsparinger. Bare rolig.
Men snart forstod jeg, at vi alle havde mistet meget mere.
I starten virkede alt uskyldigt. Hun begyndte bare at komme oftere på besøg. Meget ofte. Næsten hver dag.
— Kan I se, hvor glad hun er? sagde hun med et anspændt smil, mens hun kiggede på vores datter. — Det er godt, at jeg blandede mig, ellers ville I bare have udsat købet af cyklen endnu længere…
Derefter begyndte hun hele tiden at minde os om det, som om det var tilfældigt:
— Jeg brugte jo mine sidste penge på den gave, ja ja… Men det vigtigste er, at mit barnebarn er glad.
I begyndelsen troede vi bare, at hun ville være tættere på os og mere involveret. Men alt begyndte at ændre sig. Min svigermor begyndte at brokke sig:
— Stil ikke cyklen sådan! Den bliver ridset!
— Du kørte igen for hurtigt gennem vandpytten! Hvad nu hvis du ødelægger den?
Vores datter lyttede med bøjet hoved. Hun cyklede ikke længere med samme glæde. Cyklen var pludselig blevet noget forbudt. Jeg prøvede at tale med min svigermor:
— Mor, vær sød ikke at presse barnet. Det er bare et stykke legetøj.
Min svigermor blev fornærmet. Hun tav i lang tid. Men næste morgen skete der noget, vi aldrig havde forventet.
Jeg vågnede ved lyden af min datters hulken. Hun stod i pyjamas ved garagen og holdt den tomme kæde med nøglen til låsen i hånden. Cyklen var væk. Min svigermor havde simpelthen taget sin gave tilbage.
Senere sendte hun en besked:
“Jeg tog cyklen tilbage. Hvis I ikke kan lære barnet at passe på tingene, må jeg gøre det selv.”
Vores datter græd ukontrolleret. Vi kunne ikke trøste hende. Så forstod jeg, at jeg måtte lære min uforskammede svigermor en lektie, og jeg gjorde noget, som jeg ikke fortryder 😊😲 Jeg fortæller det hele i den første kommentar, og jeg håber på jeres støtte 👇👇
Næste dag tog vi ud og købte en ny cykel. Vores datter smilede igen, men ikke med den samme begejstring som første gang. Og så indså jeg, at denne historie ikke kunne ende uden svar.
Næste aften ringede jeg til min svigermor.
— Mor, vi kommer forbi. Jeg håber, du er hjemme.
Hun var hjemme. Hun kom ud for at tage imod os, overbevist om at alt snart ville blive glemt. Men jeg kom ikke alene.
Bag mig gik to kraftige mænd. Vi gik ind i hendes stue, og jeg pegede på den lædersofa, som min mand og jeg havde givet hende for et halvt år siden til hendes jubilæum.
— Denne her? spurgte den ene af mændene.
— Ja, sagde jeg roligt. — Tag den med.
Min svigermor gispede.
— Er I blevet vanvittige? Det er min sofa!
Jeg så hende direkte i øjnene:
— Det er en alt for dyr sofa til at blive ødelagt. Du ved jo ikke, hvordan man passer på den — se, der er en ridse. Vi er bekymrede for dens tilstand.
Min svigermor blev stående midt i rummet, bleg som væggen bag hende.
