Min mand og hans familie besluttede, at det ville være “sjovt” at skubbe mig i det iskolde vand: jeg slog hovedet og begyndte at drukne, og da jeg med store anstrengelser kom op på bredden, stod de og lo af mig 😲😢
Forholdet til min mand og hans slægt har altid virket normalt for mig. Jeg troede, at de i det mindste respekterede mig. Men efter den dag blev det klart: respekt har der aldrig været. De var bare vant til at se ned på mig — indtil en “spøg” blev til et forsøg på at drukne mig.
Den dag gik hele familien en tur langs havnefronten. Det var meget koldt, vandet var iskolde, og der lå tåge over overfladen. Vi talte om, at det ville være rart at gå et varmt sted hen efter turen, varme os og drikke te. Intet tydede på ulykke.
Da vi kom op på molen, stoppede min mand pludselig og, mens han kiggede på vandet, sagde:
— Jeg undrer mig over, om det er dybt her?
— Det ved jeg ikke — svarede jeg.
Han smilte hånligt, tog et skridt tættere på og sagde:
— Lad os tjekke det. Du kan jo svømme, ikke?
— Ikke nu. Det er alt for koldt.
— Men jeg vil have, at du svømmer. Det bliver sjovt.
Jeg nåede ikke at sige et ord mere. Han skubbede mig pludseligt bagpå — jeg faldt ned, slog hovedet mod trædækket og slugte det iskolde vand. Chok, kulde, smerte — jeg vidste ikke, hvor op var, og hvor ned var.
Over mig lød latter. Min mand og hans slægt stod på molen og kommenterede, “hvor sejt hun dykkede”.
Da jeg endelig kunne komme op, rystende af kulde og smerte, fortsatte de med at håne mig. Ingen kom hen for at hjælpe.
Og så indså jeg: hvis jeg tier nu, vil det gentage sig. Eller ende værre. Så jeg gjorde noget, som min mand og hans familie senere fortrød dybt 😱😨 Fortsættelse i første kommentar 👇👇
Med telefonen næsten ude af hænderne på de gennemblødte fingre ringede jeg 102.
Min stemme rystede, men ordene var klare:
— Forsøg på drab. Min mand skubbede mig i vandet. Jeg slog hovedet. De lo og hjalp ikke. Jeg har brug for en politipatrulje med det samme.
Politiet kom hurtigt — sandsynligvis fordi man kunne høre, at jeg ikke lavede sjov.
Min mand forsøgte at lade som om, det var en “uskyldig spøg”, men de kolde, våde spor på mit tøj og skrammerne på mit hoved talte højere end nogen undskyldning.
Han blev tilbageholdt direkte på molen. Svigermor blev bleg, svigerfar stod i chok. Og så begyndte det mest interessante — begge løb hen til mig:
— Træk anmeldelsen… vær venlig… det er en misforståelse…
— Han mente det ikke… han er bare dum… ødelæg ham ikke…
Men jeg stod der, indhyllet i min iskolde jakke, og så på dem, som man ser på mennesker, man ikke længere frygter.
De ville have en “sjov spøg”. Og det, de fik, var en straffesag.
