Mens jeg var på arbejde, ringede min 2-årige datter og bad mig om straks at komme hjem: „Far gør mig ondt, vær sød, kom hjem“; jeg var i chok, da jeg fandt ud af, hvad der foregik hjemme hos os 😱😲
Klokken var allerede ni om aftenen, og jeg sad stadig med rapporten – deadlines nærmede sig, cheferne var nervøse, og jeg måtte blive længere. Min datter var alene med min mand. Jeg var sikker på, at de havde det sjovt… indtil telefonen ringede.
På skærmen stod min mands nummer. Jeg tog røret, forventede at høre hans vanlige „Hvornår er du der?“, men i stedet lød en lille, snøftende stemme:
— Mor, det er mig…
— Ja, skat, hvad sker der? Hvorfor sover du ikke? Og hvor er far?
— Mor, han er på badeværelset. Jeg har ikke meget tid…
Et gys løb ned ad min ryg.
— Ikke meget tid til hvad? Hvad foregår der?
— Mor, vær sød, kom hurtigt hjem. Far gør mig ondt. Vær sød, red mig…
Jeg begyndte straks at gøre mig klar, med den ene hånd på tasken og den anden på at finde nøglerne.
— Kan du forklare, hvad han præcist har gjort?
— Ja…
Hun trak vejret dybt, som om hun forberedte sig på at fortælle det værste. Og så sagde min datter noget, der fuldstændigt chokerede mig 😱😲 Fortsættelse i første kommentar 👇👇
— Mor… han tvang mig til at spise broccoli… Du ved, hvor meget jeg hader broccoli! Jeg drak fem glas vand for ikke at smage den frygtelige smag!
Jeg frøs. Og så… kunne jeg simpelthen ikke holde mig.
Latteren kom af sig selv.
— Åh, min stakkels pige… Hvad mere har denne „monsterfar“ gjort?
— Han tvang mig til at bade! Bade, mor! Og jeg vil ikke bade!
— Du er virkelig ulykkelig — sagde jeg grinende.
— Og også… sagde han, at jeg skal sove. Og jeg vil ikke sove, før du kommer tilbage.
Jeg var næsten ved at falde af stolen af grin. Foran mig stod billedet af det „lidende barn“, pakket ind i et tæppe, som om hun havde gennemgået en global tragedie.
Og pludselig hørte jeg skridt i baggrunden.
— Hvem taler du med? — hørte jeg min mands stemme.
— Med ingen! — svarede datteren hurtigt og lagde på med det samme.
Efter så dramatisk en afslutning var der ikke andet at gøre end at køre hjem for at „redde“ min fornærmede lille pige fra… broccoli, bad og tidlig søvn.
Nogle gange synes jeg, hun har talent for skuespil. Andre gange – at hun bare har arvet min sans for dramatik.
Men for at være ærlig, kørte jeg hjem med et smil fra øre til øre.
