Jeg var på vej hjem sent om natten, da jeg pludselig bemærkede, at en fyr i sort tøj fulgte efter mig. Jeg tog hurtigt en paraply op af tasken og slog ham i hovedet, men pludselig gjorde den fremmede noget uventet 😱😨
Jeg gik ned ad en tom gade sent om aftenen. Klokken var næsten elleve — gadelygterne blinkede svagt, og mine skridt gav genlyd fra væggene på de gamle bygninger.
Jeg begyndte at gå hurtigere, klemte tasken ind til brystet og kiggede konstant over skulderen. Hver gang jeg drejede hovedet, var han der. Få skridt bag mig. En mand i en mørk hoodie med hætten trukket ned.
Først troede jeg, det bare var en tilfældighed — vi gik i samme retning. Men ved hvert kryds drejede han, hvor jeg også drejede.
Jeg forsøgte at gå endnu hurtigere — han øgede også tempoet. Jeg stoppede ved en udstillingsvindue og lod som om, jeg kiggede på noget — han stoppede også, lidt længere væk.
Jeg blev virkelig bange. Dutzende tanker fløj gennem mit hoved — hvor skal jeg løbe hen, hvem skal jeg ringe til. Telefonen var afladet. Ingen mennesker på gaden.
Jeg drejede ind i en smal gyde, håbende på, at han ville fortsætte ligeud. Men efter få sekunder hørte jeg tunge skridt bag mig.
Han kom nærmere og nærmere. Mine fingre rystede, da jeg greb fast i taskeremmen. En tanke gik gennem mit hoved: “Hvis han kommer tættere på — jeg vil ikke lade ham skade mig.”
Jeg vendte mig brat om. I et øjeblik mødtes vores blikke — kolde og på vagt.
— Hvorfor følger du efter mig? — undslap det mig.
Den fremmede svarede ikke.
Og så, ude af mig selv, tog jeg en sammenklappelig paraply op af tasken og vendte mig hurtigt. Uden at give ham en chance for at sige noget, slog jeg ham hårdt i hovedet. Han rykkede sig tilbage og greb fat i hætten. 😱😱 Men lige i det øjeblik gjorde fyren noget uventet. Fortsættelsen af denne uhyggelige historie findes i den første kommentar 👇👇
— Hvorfor slår du mig?! — råbte han forvirret.
— Hvorfor følger du efter mig?! Jeg ringer straks til politiet! — råbte jeg og forsøgte at holde stemmen rolig.
— Nej, vent… jeg ville bare lære dig at kende, — sukkede han og sænkede blikket.
— Og hvorfor skulle du så følge efter mig? — kunne jeg ikke lade være med at spørge. — Du kunne jo bare have gået hen og sagt det.
— Jeg… jeg var genert, — sagde han stille, som et barn, der blev taget i ballade.
Jeg sagde ikke mere. Vendte mig om og løb væk, mærkede blodet banke i tindingerne. Jeg kiggede ikke engang tilbage for at se, om han fulgte efter mig.
Siden da har jeg ikke set ham igen, men nogle gange, når jeg går hjem sent om aftenen, fanger jeg mig selv i at tænke: han ville virkelig bare lære mig at kende… eller blev han faktisk bange for, at jeg ville ringe til politiet?
