Jeg tog den lille bjørneunge op af vandet, men det, der skete med mig lidt senere, blev et ægte chok 😱😱
Mens jeg gik langs den dybe flod, bemærkede jeg noget mærkeligt på vandets overflade. Der lå en lille bjørneunge.
Min første tanke var, at den bare legede og svømmede. Men da jeg kom nærmere, forstod jeg, at den overhovedet ikke bevægede sig — den lå stille på vandet.
— Den er sikkert druknet, mumlede jeg og rakte hånden ud for at tage den op.
Jeg trak den forsigtigt op på overfladen. Jeg stak til den og rystede den flere gange i håb om, at den ville komme til live, men det var nytteløst. Den virkede livløs.
Men netop i det øjeblik skete der noget frygteligt 😱😱 Fortsættelse i den første kommentar👇👇
Pludselig lød der et tungt, dybt brøl bag mig. Gåsehud løb over min hud. Jeg vendte mig langsomt om — og så hende.
Ud af buskene kom en enorm hunbjørn. Hendes øjne glødede af raseri, og hendes vejrtrækning var hakkende. Hun så, at jeg havde hendes unge i hænderne, og troede, at det var mig, der havde dræbt den.
Med et højt brøl rejste hun sig op på bagbenene. Jorden rystede under mig.
I rædsel kastede jeg bjørneungen tilbage i vandet og løb langs bredden. Men hunbjørnen var hurtigere. Hun nåede mig på få sekunder og slog med poten hen over ryggen.
En skarp smerte skød gennem kroppen — kløerne efterlod dybe rifter. Jeg kunne knap holde mig på benene, og min skjorte blev gennemblødt af blod.
Men frygten gav mig styrke. Jeg styrtede ind i den tætte skov, snoede mig mellem træerne, indtil jeg hørte hendes brøl gradvist aftage i det fjerne.
Da jeg endelig kom ud på vejen, faldt jeg til jorden, tungt åndende.
Det var i det øjeblik, jeg forstod: Man må aldrig blande sig i naturens vilkår. Der gælder egne regler. Og mennesket vil altid være en fremmed der.
