Jeg skyndte mig til fødeafdelingen for at besøge min søster, og på vejen gav jeg penge til en kvinde med en baby, men pludselig greb hun mig i hånden og hviskede: „Gå ikke ind, vent et par minutter“ 😲
Jeg troede, hun var sindssyg og ville gå forbi, men i sidste øjeblik stoppede jeg. Og fem minutter senere forstod jeg — hvorfor. 🫣😱
Telefonen ringede tidligt om morgenen. Min mor talte ophidset og glad: min søster havde født en dreng. Søvnen forsvandt med det samme. Jeg sprang op, gjorde mig hurtigt klar og gik udenfor. Det var stadig mørkt udenfor.
På vejen stoppede jeg ved en babybutik, købte en bamse, tøj og en lille rangler. Til min søster tog jeg en æske chokolade. Jeg tænkte på fremtiden og på, at jeg måske snart også ville få et barn.
Fødeafdelingen var allerede meget tæt på. Ved porten sad en kvinde med en baby i armene. Et træt ansigt, en gammel frakke, en papkasse til småpenge. Jeg kastede nogle mønter og gik videre, men pludselig rejste hun sig og stod lige foran mig. Hendes fingre greb om mit håndled.
— Vent her, — sagde hun stille.
Jeg blev forvirret og ville rive mig løs, men hendes blik var mærkeligt. Der var hverken frækhed eller grådighed i det. Kun bekymring.
— Bare fem minutter, — gentog hun og nikkede mod sideindgangen til fødeafdelingen.
Mit hjerte begyndte at slå hurtigere. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg stod der, men mine ben føltes som limet til jorden. Jeg blev. Alt virkede normalt, og jeg tænkte allerede, at denne kvinde var sindssyg, da noget pludselig skete, som skræmte mig 😨😲 Fortsættelse i den første kommentar 👇👇
Præcis fem minutter senere hørtes råb ved indgangen. Dørene til fødeafdelingen smækkede, sikkerhedspersonalet begyndte at løbe rundt og skubbede folk væk fra indgangen.
Senere blev det kendt, at personer, som var undsluppet fra fængslet, brød ind på hospitalet. De overtog afdelingen og holdt kvinder med børn som gidsler. De havde krav til staten: frigivelse og tilflugt.
Der var dødsfald. Hvis jeg var gået ind med det samme, ville jeg have været blandt dem. Min søster overlevede. Barnet havde det godt.
Og jeg stod længe ved porten og indså, at de fem minutter havde reddet mit liv.
