Jeg kom hjem efter arbejde, og min søn omfavnede mig, begyndte at græde og sagde, at han ikke længere ville blive hos sin bedstemor: jeg blev chokeret, da jeg fandt ud af hvorfor 😲😲
Jeg opfostrede min søn alene. Min mand forlod os, da barnet endnu ikke var et år gammelt.
Siden da arbejdede jeg to steder. Vores lille familie hvilede kun på mine skuldre. Ofte var det min mor, der hjalp mig. Nogle gange måtte jeg hyre en barnepige, men det var dyrt.
Jeg var taknemmelig for min mors hjælp, selvom jeg nogle gange lagde mærke til mærkelige ting. Hun kunne glemme noget vigtigt, sige noget upassende, som om hun svævede i sine egne tanker. Jeg tilskrev det træthed eller alder.
Og en dag sagde min søn til mig:
— Mor, kan du ikke arbejde mere?
— Nej, skat, — jeg smilede og strøg ham over håret. — Vi har brug for penge: til husleje, mad, dine legetøj. Hvorfor spørger du?
— Bare fordi… — han trak på skuldrene, — jeg var bare nysgerrig.
Jeg tænkte ikke mere over det. Jeg troede, det bare var barnlig nysgerrighed. Men få dage senere skete der noget, der ændrede alt.
Om aftenen kom jeg hjem efter arbejde. Min søn løb hen til mig, krammede mig hårdt og begyndte pludselig at græde.
— Mor, vær så venlig ikke at lade mig blive hos bedstemor mere.
Jeg blev overrasket.
— Hvorfor, skat? Savner du mig, eller har bedstemor skældt dig ud?
— Hun… hun opfører sig mærkeligt. Jeg er bange.
— Hvad gjorde hun?
Min søn så væk, hans stemme rystede:
— Det gjorde ondt… Vær sød at lade hende ikke komme mere.
Jeg frøs indvendigt. Men barnet kunne ikke forklare ordentligt — han rystede og blev stille, som om han var bange for at tale. Jeg ringede til min mor. Hun forsikrede mig om, at alt var fint, at de havde leget, og at sønnen bare fandt på det.
Men jeg kunne se, at han ikke løj. Hans øjne var fulde af ægte frygt.
Næste dag tog jeg fri. Jeg sagde til min mor, at jeg skulle på arbejde, men gemte mig i klædeskabet i soveværelset. Mit hjerte bankede så hårdt, at jeg troede, hun kunne høre det.
Jeg så, hvordan min mor gik ind til min søn. Først så alt uskyldigt ud — hun rettede tæppet, satte et legetøj på plads. Men så… 😲😲
Hun greb pludselig barnet i armen, vred den, tog et reb ud af tasken og bandt hans håndled.
Min søn græd, kaldte på mig. Min mor gik hen og lagde groft hånden over hans mund. Men det værste kom derefter. Hun løftede hovedet mod loftet og sagde:
— Ser I? Jeg gjorde, som I befalede…
Hun lyttede til nogen usynlig og begyndte derefter at le — dæmpet, men hysterisk.
— Nej, nej, han går ingen steder… Han er vores…
Jeg kunne ikke holde det ud længere og sprang ud af skabet:
— Mor! Hvad laver du?!
Hun vendte sig om. Hendes øjne var vanvittige, fulde af glans.
— Stemmerne sagde det, — sagde hun roligt.
— Hvilke stemmer?!
— De er med mig. De er altid med mig… — hun smilede skævt, begyndte at græde og derefter le igen.
Min søn græd, jeg løb hen, løsrev rebene og holdt ham tæt ind til mig. Min mor stod stille og mumlede noget til tomheden.
Jeg tog hende med til lægen. Efter undersøgelserne hørte jeg diagnosen — skizofreni.
Jeg var bange og fuld af smerte. Det var min mor, kvinden, der engang beskyttede, opfostrede og elskede mig. Og nu… kunne hun have gjort skade på mit barn.
