Jeg bemærkede mærkelige blålige mærker på min svigerfars ryg, og han afviste det bare og forsikrede, at han blot var faldet tilfældigt. Men snart fandt jeg sandheden ud af, som viste sig at være langt mere skræmmende 😱😨
Om morgenen løb min femårige søn hen til mig, bleg og med øjne vidt åbne af frygt.
—Mor… hvad har morfar på ryggen?
—Hvad mener du?
—Jeg så… det er blåt. Nej, det er næsten sort… Er han syg? Hvorfor sådan?
Jeg forsøgte at berolige ham — børn overdriver ofte. Men bekymringen blev siddende inde i mig. I sidste ende ville et barn ikke opfinde noget sådan uden grund.
Efter frokost besluttede jeg mig for at tjekke. Jeg bankede på døren til min svigerfars værelse og åbnede den forsigtigt. Han stod foran spejlet, uden skjorte, bøjet frem, og betragtede sin ryg.
Da jeg kom tættere på, blev jeg virkelig bange. På hans ryg var der blålige mærker — i forskellige størrelser, forskellige steder langs rygsøjlen, på skulderbladene, og endda længere ned. Der var ikke bare én eller to — der var mere end et dusin. Mærkerne så friske ud.
—Gud… hvad er der sket med dig? — udbrød jeg.
Han vendte sig hurtigt væk og afviste det:
—Jeg faldt… Nå, du ved, alderen. Benene svigter.
Men hans stemme lød anspændt. Han var tydeligvis nervøs. Hænderne rystede. Da jeg foreslog at tage ham til lægen, sagde han skarpt:
—Det går over af sig selv. Ingen skal vide noget. Lad være med at bekymre dig.
Men jeg kunne ikke glemme det. Og efter et par dage kom sandheden frem — meget mærkeligere, end jeg havde forventet.
Om natten gik jeg i køkkenet for at drikke vand. Da jeg gik forbi deres soveværelse, hørte jeg stemmer.
—Vær venlig… det gør ondt… stop, lad mig være… — sagde svigerfar næsten bedende.
Og så svigermors stemme, vred og irriteret:
—Det er din egen skyld. Du fortjente det!
Derefter hørte jeg en svag stønnen fra svigerfar. Så smertefuldt, at jeg blev målløs. Jeg kunne ikke holde mig og åbnede døren til deres soveværelse på vid gab.
Det, jeg så indenfor, skræmte mig 😨😱 Fortsættelse i første kommentar 👇👇
Manden lå på maven og dækkede ansigtet med hænderne. Svigermor sad ved siden af ham på sengen og gjorde noget på hans ryg. Først da jeg kom tættere på, forstod jeg — hun satte nåle i ham.
Ægte, tynde metalnåle.
—Hvad laver I?! — udbrød jeg.
Svigermor løftede hovedet, helt uden skam:
—Hvad tror du… jeg behandler ham. Hans ryg gør ondt, ved du det. En veninde sagde, at akupunktur hjælper. Så vi prøver det. Hos veninden virkede det!
Jeg stirrede på hende og kunne ikke tro, hvad jeg hørte.
—Men du er jo ikke læge! Det gøres ikke med almindelige nåle fra apoteket! Det kræver sterilitet, viden… Du kunne have påført ham alvorlig skade! Derfor har han alle de blå mærker!
Det var forklaringen på de mystiske blå mærker: ingen sygdom, intet fald… bare farlig, uforsigtig selvbehandling, som de begge havde forsøgt uden at forstå konsekvenserne.
Jeg trak forsigtigt den sidste nål ud og sagde bestemt:
—I morgen går vi til en rigtig læge. Og ingen flere eksperimenter.
