I zoologisk have angreb en gorilla pludselig en mand i kørestol, greb fat i håndtagene på hans stol og ville ikke slippe: personalet i zoologisk have forsøgte at redde manden, men pludselig skete der noget helt uventet 😲😱
Manden tilbragte ofte tid i zoologisk have. Tidligere, længe før ulykken, da han stadig kunne gå, arbejdede han her som plejer og elskede dyrene, og dyrene elskede ham.
Efter pensioneringen fortsatte han med at komme her næsten hver lørdag – han stod længe ved indhegningerne og observerede, hvordan dyrene spiste, legede og skændtes, og det virkede som om, han igen følte sig som en del af dette sted.
Den dag forløb som sædvanligt, indtil noget skete, som ingen havde forventet. Manden i kørestolen stod ved indhegningen med aber og gorillaer og observerede dem. Pludselig gik en af hunnerne tættere på muren, hvor den gamle mand stod, kiggede på ham og greb uventet fat i hans kørestolshåndtag. Gorillaen trak stolen mod sig.
Personalet og de besøgende løb hen, begyndte at trække stolen tilbage, råbte og kaldte på sikkerhed, men de havde ikke nok styrke – gorillaen var for stærk.
I et øjeblik trak den manden ind til sig, løftede ham sammen med stolen og placerede ham forsigtigt i sit indhegning.
Nogen råbte:
— Hurtigt, beroligende middel! En mand er inde i gorillaens indhegning!
Mængden samlede sig, alle ventede på, hvad der ville ske næste. Manden bevægede sig ikke; han vidste, hvor farlige gorillaer kunne være, og troede, at dagen ville ende tragisk. Den gamle mand sad bare og ventede, ude af stand til at tro, at det virkelig skete. Men pludselig gjorde gorillaen noget, der chokerede alle 😨😱Fortsættelse i første kommentar 👇👇
I stedet for aggression gjorde gorillaen noget, som ingen havde forventet – den gik hen til den gamle mand, omfavnede ham forsigtigt, holdt ham tæt og begyndte at vugge ham som et barn.
Dyrepasserne stod stille. Folk, der stod ved hegnet, stoppede med at råbe. I den efterfølgende stilhed sagde nogen:
— Den husker ham.
Gorillaen holdt manden forsigtigt, som om han ikke var et menneske, men dens eget barn. Derefter placerede den ham roligt tilbage i stolen og skubbede ham tættere på hegnet. Personalet løb hurtigt hen, tog manden og førte ham ud af indhegningen.
Han forblev tavs, men man kunne se i hans ansigt, at han genkendte hende. Det var den samme gorilla, som han havde opfostret og reddet mange år tidligere.
