I morges var jeg på vej til arbejde, men jeg så noget mærkeligt under bilen. Først tænkte jeg, at vinden måske havde blæst en plastikpose derind, eller at det bare var et gammelt stykke stof. 😱
Jeg bøjede mig forsigtigt ned for at se bedre, men skreg straks af skræk – for det, der lå under bilen, bevægede sig.
Da jeg så, hvad der faktisk var der, blev jeg fuldstændig chokeret. Fortsættelse i første kommentar 👇👇
Denne morgen gjorde jeg mig, som jeg plejer, klar til arbejde. Alt gik efter den sædvanlige rutine: hurtig morgenmad, tasken over skulderen, nøglerne i hånden.
Da jeg gik ud af huset, skyndte jeg mig mod bilen – tankerne var fulde af dagens gøremål, møder og planer. Men netop i det øjeblik, hvor jeg kun havde få skridt tilbage til bilen, fangede noget mærkeligt mit blik.
En mørk skygge gled forbi under bilen. Jeg frøs. Først troede jeg, at jeg havde set syner – måske havde vinden blæst en pose derind. Men da jeg tog endnu et skridt, kunne jeg mærke, hvordan hjertet begyndte at banke hurtigere: det var noget andet.
Overlevelsesinstinktet slog straks til. Jeg standsede og turde ikke gå tættere på.
Der fór mange tanker gennem hovedet – et gammelt stykke stof, en efterladt dukke, måske en kat, der havde gemt sig under bilen. Men jo længere jeg stirrede, desto stærkere voksede uroen.
Jeg bøjede mig forsigtigt ned for at se tydeligere, og i næste øjeblik skreg jeg så højt, at ekkoet lød gennem hele gården. Under min bil lå der en ægte krokodille.
En rigtig, levende krokodille, ganske vist ikke særlig stor, men mere end nok til at få blodet til at fryse i årerne. Dens øjne glimtede, halen rørte sig, og synet fyldte mig med panisk rædsel.
Mine hænder rystede, da jeg hurtigt tastede nummeret til redningstjenesten. Jeg kunne knap nok forklare, hvad jeg så foran mig. Operatøren spurgte flere gange, om jeg lavede sjov.
Men nej, det var hverken en drøm eller en fantasi – under min bil gemte der sig virkelig en krokodille.
Efter få minutter ankom specialisterne til gården. De handlede roligt og sikkert, som om det var rutinearbejde for dem.
Senere fandt jeg ud af, at krybdyret var flygtet fra en nærliggende dyreklinik. Og det tilhørte en særling, som holdt et eksotisk kæledyr derhjemme, fodrede det med kød og endda tog det til vaccinationer.
Heldigvis var dyret mæt og viste ingen aggressivitet, så der skete mig intet.
Men det chok, jeg oplevede, har sat sine spor: nu, hver gang jeg nærmer mig bilen, kigger jeg uvilkårligt under den og stivner et øjeblik, bange for at se noget der igen.
