I dag sagde min datter pludselig: „Jeg ved, at du ikke er min bedstemors søn“; Jeg blev chokeret over hendes ord, for et toårigt barn kunne ikke selv finde på sådan noget — det betyder, at hun har hørt det fra nogen

I dag sagde min datter pludselig: „Jeg ved, at du ikke er min bedstemors søn“; Jeg blev chokeret over hendes ord, for et toårigt barn kunne ikke selv finde på sådan noget — det betyder, at hun har hørt det fra nogen 😢😱

I dag, efter arbejde, sad jeg på sofaen og så roligt fjernsyn. Dagen havde været almindelig, stille og hjemmeagtig. Min datter bevægede sig rundt, mumlede noget for sig selv, som hun gør hver dag. Hun er kun to år gammel, blander stadig ord og taler meget enkelt, så jeg bemærkede det næsten ikke.

Pludselig kom hun meget tæt på, stod lige foran mig, som på billedet, krydsede armene og rynkede panden.

— Far… — sagde hun alvorligt.

— Hvad er der, skat? — smilede jeg, tænkte at jeg nu ville høre noget om legetøj eller småkager.

— Jeg ved en hemmelighed.

Jeg smilede lidt.

— Fortæl så.

— Du er ikke bedstemors søn.

Jeg stivnede. Først troede jeg, at jeg havde hørt forkert.

— Hvad sagde du?

— Du er ikke hendes søn, — gentog hun, nu lidt fornærmet.

Jeg lo og tænkte, at det bare var en barnlig fantasi.

— Hvorfor tror du det?

Hun rynkede panden endnu mere.

— Grin ikke. Det er sandt.

Og her blev jeg urolig. Et étårigt barn kan ikke selv finde på sådanne ord. Det betyder, at nogen har sagt det til hende.

— Lille skat, sagde bedstemoren det til dig?

— Nej.

— Mor?

— Nej.

Jeg bøjede mig ned mod hende.

— Så hvem?

Hun kiggede meget opmærksomt på mig og sagde med sit simple, barnlige sprog noget, der fuldstændigt chokerede mig 😨😲 Fortsættelsen findes i den første kommentar 👇👇

— Jeg selv.

— Hvordan mener du “selv”? — forstod jeg ikke.

Hun begyndte at forklare, som hun kunne:

— Du ligner ikke. Bedstemor er smuk. Hun har smukt hår. Smukke læber. Kjole med blomster.

Hun holdt en pause, kiggede på mig og tilføjede:

— Og du… puha.

— Hvad mener du med “puha”? — kunne jeg ikke lade være.

— Du har skægstubbe. Og hår her — hun pegede på mit bryst. — Du er ikke smuk. Så hun er ikke din mor.

Så bøjede hun sig mod mig og hviskede:

— Sig det bare ikke til nogen. Bedstemor vil blive ked af det.

I starten var jeg stille, men så begyndte jeg at grine så meget, at tårerne trillede. Jeg lovede hende, at jeg ikke ville sige noget til nogen.

Sandheden er, at om aftenen sagde hun det samme til både bedstemoren og moren. Med det samme alvorlige ansigt og de samme argumenter.