Hver nat følte jeg, at der var nogen i mit hus, så jeg installerede et kamera på mit værelse. Om morgenen, da jeg gennemgik optagelsen, blev jeg rædselsslagen 😱😲
Hver nat følte jeg det samme: der var nogen i mit hus.
Denne følelse kom ikke med det samme. Først var der lyde: stille, næsten uopfattelige. Gulvets knirken, som om nogen gik forsigtigt. En dump lyd — som om et møbel blev rørt. Nogle gange en næsten uhørlig raslen, som om nogen åbnede et skab eller rodede i mine ting. Jeg lå i mørket, helt stille, og turde næsten ikke trække vejret.
Det føltes som om en ukendt person gik rundt i lejligheden. Ikke pludseligt, ikke frækt — tværtimod, alt for forsigtigt. Som om denne “nogen” kendte mit hjem og ikke ville blive opdaget. Ofte hørte jeg skridt om natten, mellem to og fire, når kroppen føltes tung, og sindet svævede.
Om morgenen ventede mærkelige ting på mig. Ting stod ikke, hvor jeg havde lagt dem: telefonen på sengen, selvom den aftenen før lå på bordet; tøj smidt på stolen; ting på gulvet, som der bestemt ikke havde været før. Nogle gange var rummet helt rodet, som om nogen havde rodet i skabene. Jeg tilskrev det træthed, glemsomhed og overbeviste mig selv om, at jeg bare ikke huskede, hvor jeg havde lagt tingene.
Et par gange vågnede jeg om natten med følelsen af, at nogen så på mig. Men jeg åbnede ikke øjnene — jeg sagde til mig selv, at det var en drøm, et spil i fantasien. Indtil frygten blev for virkelig.
En morgen vågnede jeg rystende og indså: sådan kan det ikke fortsætte. Jeg installerede et kamera på mit værelse. Jeg pegede det mod sengen og lod det være tændt hele natten. Jeg var sikker på, at hvis der virkelig var nogen i huset, ville kameraet vise det.
Om morgenen satte jeg mig ned for at gennemgå optagelsen. Og jeg blev rædselsslagen over, hvad jeg så på skærmen 😲😱 Jeg forventede alt muligt, men ikke dette. Fortsættelse i den første kommentar 👇👇
Først — intet. Jeg sover, ligger stille. Men så… så jeg, hvordan jeg langsomt rejste mig midt om natten. Jeg satte mig på sengekanten. Jeg stod op.
Kameraet optog hver bevægelse — rolig, afmålt. Jeg gik rundt i rummet, åbnede skabet, tog ting ud og kastede dem på sengen og gulvet.
Jeg tog telefonen, kiggede på den og lagde den et andet sted. Forbigående ramte jeg stolen, som faldt ned. Derefter gik jeg tilbage til sengen og lagde mig igen, som om intet var sket.
Jeg kiggede på skærmen og kunne ikke trække vejret. Der var ingen i huset. Bortset fra mig selv.
Jeg huskede intet af dette. Hverken skridt, bevægelser eller rod. Alle nætter, al frygt, alle lyde — det var mig. Min søvngængeri. Mit andet, nattelige jeg, som jeg ikke kendte til.
Og det mest skræmmende var ikke, at nogen gik rundt i mit hus. Det mest skræmmende var, at denne “nogen” hele tiden havde været mig selv, og nu venter en lang behandling på mig.
