En ung, uerfaren soldat fodrede en slange, selvom hans kammerater advarede ham imod det: få dage senere skete der noget frygteligt med ham 😨😱
Soldaterne havde for længst vænnet sig til tjenesten midt i det tomme, endeløse felt, hvor der ikke var et eneste levende menneske i mange kilometers omkreds. Kun sjældne fugle, vildfarne dyr og vinden brød stilheden.
Tjenesten var rolig og uden hændelser, men netop det gjorde den udmattende. Drengene kedede sig, længtes efter hjemmet, deres kære og blot et menneskeligt ansigt. Ingen kontakt, ingen nyheder, ingen underholdning — kun telte og den evige venten, som fik ørerne til at suse.
Hver søndag fik de bragt vand, mad og breve hjemmefra, men ugerne mellem disse dage føltes uudholdeligt lange.
Alle forsøgte at finde noget at beskæftige sig med: nogle pudsede deres støvler til de skinnede, nogle læste den samme bog igen og igen, mens andre bare sad ved bålet og stirrede ud i mørket.
En tidlig morgen så en af soldaterne — en ung, helt uerfaren fyr, der for nylig var ankommet til lejren — noget mærkeligt ved sit telt. På den tørre jord, blot en meter fra hans støvler, lå en stor sort slange sammenrullet i en cirkel.
Den hvæsede ikke, angreb ikke, den kiggede bare på ham. Fyren stivnede, men af en eller anden grund blev han ikke bange — tværtimod følte han medlidenhed. Slangens blik virkede ikke ondt, men snarere sultent og træt.
Han tog et stykke brød frem fra lommen, det sidste fra aftensmaden, og rakte det forsigtigt frem. Slangen stod stille et øjeblik, gled så frem, tog brødet og forsvandt.
Da hans kammerater hørte det, rystede de bare på hovedet.
— Er du blevet sindssyg? — sagde sergenten. — Det er en slange, den er farlig. Du må ikke fodre dem.
Men fyren smilede bare:
— Åh, kom nu, den var sulten. Jeg hjalp bare lidt.
Det var slutningen på det, og et par dage senere havde han allerede glemt den mærkelige morgen. Men få dage senere skete der noget frygteligt med den samme soldat 😱😨 Fortsættelsen i første kommentar 👇👇
Midt om natten, da lejren lå i fuldstændig stilhed, lød en svag raslen inde fra teltet. Først troede den unge soldat, at det var vinden. Men da lyden kom tættere på, åbnede han øjnene — og stivnede af rædsel.
Rundt om ham, som om de kom ud af skyggerne, kravlede dusinvis af slanger. Alle var lige så sorte som den første. De hvæsede, bevægede sig i takt, og det virkede, som om der var genkendelse i deres kolde øjne.
Han satte sig forsigtigt op, prøvede ikke at lave pludselige bevægelser, men slangerne havde allerede omringet ham. Han forstod, at de var kommet efter mad, og begyndte febrilsk at lede efter noget — en skorpe, en krumme, en rest af aftensmad.
Men der var intet tilbage. I det øjeblik, hvor den første slange løftede hovedet, og dens tunge gled gennem luften, forstod han, hvad der skulle ske.
Hvæsset blev højere, slangerne bevægede sig alle på én gang og begyndte at angribe ham, bide ham.
Om morgenen, da hans kammerater så, at den unge soldat ikke dukkede op til parade, gik de hen for at tjekke teltet. Kroppen lå ved indgangen, øjnene åbne, og på huden var der snesevis af små, næsten pæne bidemærker.
Der var ingen slanger i nærheden, kun snoede spor i jorden, der førte mod skoven.
Siden den dag har ingen længere fodret vilde dyr.
