En dag besluttede jeg mig for ikke at tage den sovetablet, som min kone og bror gav mig hver aften, for at finde ud af, hvad de lavede, mens jeg sov: det, jeg så, skræmte mig virkelig 😱🫣
Jeg er 65 år gammel, og de sidste måneder har jeg sovet dårligt. Lægen havde ordineret en stærk sovetablet, uden hvilken jeg ikke kunne falde i søvn. Med disse piller faldt jeg i en så dyb søvn, at jeg om morgenen næppe forstod, hvad der skete omkring mig. Min kone sørgede altid strengt for, at jeg tog dosis, og min bror — som boede hos os efter sin kones død — gentog konstant, at jeg havde brug for “en god hvile”.
Men med tiden begyndte deres omsorg at virke mærkelig. De insisterede for meget, overvågede hver eneste slurk, jeg tog. Og en aften glemte jeg simpelthen at tage vand med ind på soveværelset og gik i køkkenet.
Da jeg kom ind, trak min kone og bror sig pludseligt væk fra hinanden, som om jeg havde fanget dem i noget forbudt.
— Hvorfor sover du ikke? — spurgte hun anspændt.
— Jeg glemte vandet — svarede jeg.
Jeg gik tilbage til værelset, men søvnen kom ikke. Deres frygt var alt for tydelig. Jeg forstod, at de skjulte noget, og at det handlede om mig.
Næste nat besluttede jeg at lade som om, jeg havde taget pillerne og allerede sov. Jeg lagde mig, ventede til de gik ud af soveværelset, og rejste mig derefter stille og gik ud i gangen. Jeg gik hen til køkkenet og kiggede forsigtigt ind.
Og det, jeg så der, fyldte mig med ægte rædsel 😱🫣 Fortsættelse i første kommentar 👇👇
Min kone og bror sad ved bordet, men drak ikke te og talte ikke om dagligdags ting, som jeg havde forventet. På bordet lå nogle dokumenter og en tyk mappe med en påskrift. Min kone bladrede nervøst gennem papirerne med rystende hænder, mens min bror hviskede noget til hende og pegede på linjer i dokumentet.
Men det mest skræmmende var ikke dette. De talte om mig.
— Hvor længe vil han holde ud? — spurgte min kone og så på broren. — Er du sikker på, at disse piller gør ham svagere og ikke stærkere?
— Jeg er sikker — svarede broren. — Det bliver sværere og sværere for ham at vågne. Vi må føre det hele til ende, før han mistænker noget.
Indeni frøs jeg. Føre til ende hvad?
Min kone åbnede den næste mappe. Jeg kneb øjnene sammen og var ved at skrige — der var en kopi af mit testamente, som jeg havde underskrevet for flere år siden. Ved siden af lå et nyt dokument: en forfalskning. Signaturen var min, men tydeligvis ikke lavet af mig.
— I morgen viser vi den nye version til notar. Han vil tro på os — sagde broren. — Vi siger, at hans tilstand er forværret, og at han selv bad mig om hjælp til alt.
— Det vigtigste er, at han ikke begynder at modsætte sig — tilføjede min kone. — Så du, hvordan han kom ind i går? Jeg troede, han havde bemærket, at vi forberedte os.
Mine ben blev svage. Jeg forstod, at de ville overtage huset, opsparingerne og min pension.
Og så stillede min kone spørgsmålet, der bekræftede mine værste frygt:
— Er du sikker på, at hans hjerte vil holde, hvis vi fortsætter med at give dobbelt dosis?
— Det skal det ikke — svarede broren stille. — Han er selv skyld i, at han lever for længe.
Indeni brød alt sammen. Jeg trak mig langsomt tilbage fra døren og forsøgte ikke at trække vejret. De ønskede ikke kun at narre mig — de ønskede at føre mig til døden under dække af behandling.
Jeg gik tilbage til soveværelset, lagde mig i sengen og dækkede mig med tæppet og lod som om, jeg sov, da jeg hørte deres skridt nærme sig. Min kone kiggede ind i rummet, gik stille hen til natbordet og satte et glas vand med opløst medicin.
— Lad ham sove tungt — hviskede hun. — Det er snart overstået.
