En ældre kvinde havde sparet penge op for at bestille en “mand for en time” — men da en ung, muskuløs mand dukkede op i hendes hjem, var hun ved at skrige af chok 😱😨
De sidste par måneder havde været særligt svære for den gamle dame. Hun klagede til sin nabo:
— Vandhanen drypper, og jeg kan ikke engang reparere den. Jeg har jo ikke engang værktøj! Ser du den stol dér? Man kan ikke engang sidde på den, den vakler. Og taget lækker — alt skal jeg gøre selv, helt alene…
Naboen sukkede:
— Så bestil en mand for en time.
— Hvad er det?
— Du ringer, siger hvad der skal laves, og så kommer der en mand. Han ordner det hele, og du betaler ham bagefter.
Den gamle dame kunne lide idéen. Hun fandt sine opsparede penge frem — dem hun havde lagt til side “til en regnvejrsdag” — og besluttede sig for at tage chancen.
Næste dag bankede det på døren.
På dørtrinnet stod en høj, veltrænet mand i blå uniform, med en værktøjskasse og et venligt smil.
— Goddag, De har bestilt en håndværker? — sagde han høfligt.
Den gamle dame blev forvirret — hun havde ikke forventet, at der ville komme en så ung og smuk mand.
— Ja-ja, kom bare ind, min dreng, jeg har meget, der skal laves, — sagde hun.
Hun lukkede ham ind, men hun havde ingen anelse om, hvilket mareridt der snart skulle ske 😱😨 Fortsættelsen følger i første kommentar 👇👇
Manden undersøgte vandhanen, stikkontakten, stolen, og han hængte endda en hylde op. Han arbejdede hurtigt og sikkert, hele tiden smilende og spøgende.
Den gamle dame, glad og taknemmelig, satte boller på bordet og hældte juice op:
— Sæt dig, min kære, hvil dig lidt. Jeg vil gerne byde på noget — du løber sikkert rundt hele dagen fra hus til hus.
Manden smilede, tog glasset og spurgte afslappet:
— Bor du alene? Kommer dine børn ikke forbi?
Den gamle dame sukkede og fortalte om sig selv. Manden var død, børnene boede langt væk, og den eneste familie var naboen på den anden side af væggen.
Det virkede bare som en høflig samtale…
Da manden var færdig, sagde den gamle dame, at hun skulle ud et øjeblik — aflevere et brev til naboen.
— Selvfølgelig, — svarede han roligt. — Jeg tjekker bare, at alt sidder som det skal.
Men så snart døren lukkede bag hende, ændrede han sig. Smilet forsvandt. Han gik hurtigt gennem rummene, kiggede i skuffer, skabe og kommoder.
Han tog uret ned fra væggen, afmonterede fjernsynet, tog computeren og åbnede smykkeskrinet.
Da den gamle dame kom tilbage, stod han ved døren, som om han var klar til at gå.
— Alt er færdigt, bedstemor, intet drypper mere, — sagde han og gik mod udgangen.
Men da kvinden kom tættere på, vendte han sig pludselig om og slog hende i hovedet med et tungt objekt.
Da hun vågnede, lå hun på hospitalet. Hjernerystelse — men heldigvis overlevede hun.
Senere, da hun fik sin telefon, ringede hun til bureauet for at klage.
— Undskyld, men vi har ingen medarbejder med det udseende eller de oplysninger, — svarede de. — Ingen fra os har været hos Dem.
Den gamle dame lagde røret, greb lagenet med rystende hænder og hviskede:
— Så… fandt han mig selv.
