Efter den unge dronnings død blev hele paladset kastet ud i sorg, og hendes krop, prydet med guldsmykker, blev efterladt i templet indtil daggry under beskyttelse af rigets bedste krigere… men om morgenen, da præsterne åbnede tempeldørene, ventede der dem et sandt mareridt 😨
Hvad der skete den nat i templet, forbliver et mysterium 😳
Efter den unge dronnings død blev hele det enorme palads kastet ud i dyb sorg. De lange korridorer, hvor der blot dagen før havde lydt musik og latter, var nu fyldt med tung stilhed. Tjenerne bevægede sig næsten lydløst, folk undgik øjenkontakt, og langs væggene brændte hundredvis af fakler, som fyldte paladset med lugten af olie og røg.
Rigets indbyggere troede, at herskerens sjæl ikke straks forlod de levendes verden efter døden. Ifølge en gammel tradition skulle dronningens krop blive i det hellige tempel i én nat, så guderne kunne afgøre hendes skæbne i livet efter døden. Indtil daggry havde ingen ret til at forstyrre den afdøde.
Den unge dronning blev klædt i pragtfulde røde klæder, udsmykket med guld og perler. På hendes hoved blev der sat en tung krone, og om hendes hals et gammelt dynastisk smykke, som var blevet videregivet gennem generationer. Hendes ansigt så fredeligt ud, som om hun blot sov.
Sent om aftenen blev kroppen båret ind i paladsets hovedtempel.
Det var en enorm stensal med høje søjler, gudestatuer og en lang korridor, der forsvandt ind i mørket.
Langs væggene stod rigets bedste krigere.
Høje, bevæbnede mænd i guldrustninger stod urørlige ved søjlerne med spyd og sværd. Selv rigets fjender frygtede disse mænd, fordi hver eneste var personligt udvalgt til at beskytte paladsets herskere.
Før dørene blev lukket, så ypperstepræsten endnu en gang på krigerne og sagde roligt:
— Uanset hvad I hører i nat, må dørene ikke åbnes.
De tunge stendøre lukkede, og templet blev kastet ud i totalt mørke og stilhed.
Senere svor nogle tjenere, at de hørte mærkelige lyde inde fra templet om natten. Men ingen turde gå ind.
Da morgenen kom, samledes præster, tjenere, paladsvagter og selve herskeren foran templet. Ypperstepræsten beordrede dørene åbnet til den sidste afskedsceremoni.
Men få sekunder senere blev templet fyldt med skrig af rædsel. Inde ventede dem… 😳 Fortsættelsen af denne historie findes i den første kommentar 👇
Dronningen lå stadig i midten af salen med lukkede øjne og et roligt ansigt. Hendes guldsmykker glimtede i fakellyset, som om intet var sket i løbet af natten.
Men alle de krigere, der skulle have bevogtet templet, var døde.
Nogle lå ved søjlerne, andre lige ved dørene med deres våben i hænderne. Der var ingen sår, intet blod og ingen tegn på kamp på deres kroppe. Det så ud, som om døden var kommet til dem alle på én gang.
I paladset begyndte rygterne straks at sprede sig om en forbandelse.
Nogle var overbeviste om, at guderne havde taget vagterne sammen med dronningen, så hun ikke skulle være alene i efterlivet. Andre hævdede, at præsterne bevidst havde dømt krigerne til døden som en del af et gammelt, hemmeligt ritual.
Men mange år senere opstod helt andre teorier.
Nogle forskere mente, at ilten simpelthen slap op i det lukkede tempel den nat. Den enorme sal var næsten ikke ventileret, faklerne brændte hele natten, og de tunge døre var tæt lukkede. Måske nåede krigerne slet ikke at forstå, at de begyndte at blive kvalt.
Men én detalje skræmmer stadig folk mest af alt.
Hvorfor forsøgte ingen af de bevæbnede mænd at åbne dørene og redde sig selv?
Og hvad der virkelig skete i templet den nat, vil ingen nogensinde få at vide.
Alle begivenheder i denne historie er ikke historiske fakta. Det er blot et produkt af vores fantasi og en fiktiv fortælling.
