Da manden fik at vide, at lægerne kun gav hans kone tre dages liv, lænede han sig over hende og hviskede med et tilfreds smil: “Endelig bliver alt dit til mig.” Men han anede ikke, hvilken hævn hendes “lydige” kone havde forberedt til ham 😢😱
Da Lia åbnede øjnene, følte hun straks, at hendes hoved snurrede. Hun følte intet andet end smerte.
Et sted ude på gangen lød stemmer. Lia genkendte den dæmpede stemme fra overlægen:
— Tilstanden er kritisk… Leverinsufficiensen udvikler sig… Højst tre dage.
Den anden stemme genkendte hun selv gennem den tykke væg. Hendes mands stemme — Oliver.
Lia lukkede øjnene, kun efterlod en lille sprække, så hun kunne se. Døren åbnede sig.
Oliver kom ind med en buket blomster i hænderne, satte sig på sengekanten og tog Lias hånd.
Han strøg hendes håndled og lænede sig tættere på. Han var sikker på, at hun var under stærke beroligende midler og ikke kunne høre noget.
Og så hviskede han:
— Endelig. Jeg har ventet så længe. Dit hus, dine konti, din forretning… Alt det bliver endelig mit.
Han smilede — blødt, næsten ømt. Lia forstod: hendes mand havde altid kun elsket hendes penge.
Oliver rejste sig, tog masken af medlidenhed på og sagde ude på gangen til sygeplejersken:
— Hold venligst øje med hende. Jeg er så bekymret… Hun er hele mit liv.
Lia fik kvalme af hans falskhed. Døren lukkede.
Hun åbnede øjnene helt. Hjertet hamrede.
Ude på gangen lød pludselig vandplask og stille skridt. De vaskede gulvet. Lia samlede sine kræfter og råbte:
— Frøken… kom lige ind.
Døren på klem. En ung rengøringsassistent kiggede ind — tynd, forskræmt, men opmærksom. Navneskiltet sagde “Maria”.
— Ja? Har du det dårligt? — spurgte hun og gjorde sig klar til at løbe efter en læge.
— Nej, — hviskede Lia. — Jeg må bede dig om noget vigtigt.
Maria kom tættere på. Lia greb hendes hånd så hårdt, som hendes svaghed tillod.
— Lyt godt efter. Hvis du gør alt, hvad jeg siger… vil du aldrig mere arbejde som rengøringsassistent. Aldrig.
Maria stivnede. Hendes øjne blev store.
— Hvad skal jeg…?
Lia talte stille, men bestemt. 😢😱 Fortsættelsen i første kommentar 👇👇
Lia dikterede adressen til et pengeskab, koden, listen over dokumenter, advokatens navn og instruktioner om, hvem der skulle ringes til, og hvilke overvågningsoptagelser der skulle hentes fra klinikkens arkiv.
Maria lyttede uden at afbryde. Og da Lia var færdig, nikkede hun blot:
— Jeg gør alt. Jeg lover det.
Maria gik i gang med det samme. Ved morgengry var alt klar.
Alle dokumenter på ejendomme, virksomheder, investeringsporteføljer og pengeskabe var overført til en velgørende fond.
I Marias navn var der registreret en lille procentdel — stor nok til, at hun aldrig mere skulle slide fysisk.
Da Oliver vendte tilbage til klinikken, var han klar til sit skuespil. Han gik ind på stuen, satte sig ved siden af, tog Lias hånd.
— Hvordan har du det? — hviskede han påtaget.
Lia så på ham, som om alle kræfter havde forladt hende. Hendes stemme var svag, men klar:
— Oliver… jeg har underskrevet… dokumenterne.
Han stivnede.
— Hvilke… dokumenter, skat?
Hun hostede stille, som om hun forsøgte at samle sine tanker.
— Jeg har overført alt mit til en velgørende fond. Du får ingenting.
Olivers ansigt fortrak sig.
— Hvad har du gjort?! Det… det kan du ikke!
— Trodde du, jeg var blind?…
Han eksploderede:
— Gør det om! Hører du?! Gør det om! Alt det er mit, og du kan dø for min skyld.
— Du har altid ønsket min død, Oliver. Men nu ser det ud til, at det er dig, der har mistet alt.
